Hvaler.dk indgår samarbejde med Fjord&Bælt

 

I det nye år vil redaktionen af "hvaler.dk" indlede et tæt samarbejde med Fjord&Bælt i Kerteminde.

Der er med samarbejdet ønske om at skabe et bindeled mellem den virkelighed, forsker- og forvaltningsverdenen befinder sig i, og den virkelighed, som almindelige havpattedyrinteresserede borgere kender fra havet og fra stranden.  

I praksis vil Hvaler.Dk’s to redaktører Thyge Jensen (daglig hotline, datamodtagelse og -arkivering, hjemmesideopdatering ) og Carl Chr. Kinze (vidensbank) fortsat forestå den daglige drift med kontakt til observatører og venner, men alle indsendte observationer og fotos vil fremover også tilgå F&B. Håbet med det sidste er, at den store datamængde i dette regi vil kunne anvendes professionelt i forskningssammenhænge*).

Hjemmesiden vil snarest få et nyt layout, men den skal stadig være enkel og overskuelig. Især vil det være ønskeligt at muliggøre nemmere søgninger på tværs af rum og tid.

Hjemmesiden skal stadig være et tovejs forum, hvor eksperter og almindelige hval- og sælinteresserede udveksler oplysninger, overvejelser og ideer.

Der vil også fremover være en telefonisk hotline, hvor man på alle tider af døgnet kan komme i kontakt med et rigtigt menneske, som kan besvare konkrete spørgsmål, give råd, henvise til andre eksperter eller kommentere aktuelle marine hændelser.

Hvaler.Dk’s redaktører vil også gerne bruge årsskiftet til at takke de mange meddelere og observatører, der færdes rundt langs kysterne og på vandet, for et godt samarbejde gennem nu mere en ti år.

Det er redaktørernes store ønske, sammen med vore nye kollegaer på F&B, at dette samarbejde vil fortsætte fremover, så vi alle kan blive klogere på de havpattedyr – almindelige såvel som sjældne – der optræder i vore farvande.

*) At de oplysninger, der gennem årene er tilgået Hvaler.Dk, er brugbare og værdifulde fremgår bl.a. af den netop udgivne bog fra Deutshes Meeresmuseum i Stralsund, hvor danske observationer har dannet baggrund for flere artikler. Se her.

Forsidebilledet er taget af Preben Toft, Esbjerg.
En af Hvaler.Dk’s trofaste leverandører af fotos og observationer.